Blogindlæg:
Bagsiden af selvtillid – kan den være giftig?
6. januar 2022
Selvtillid er i den vestlige verden højt værdsat, og grundlæggende er det vel meget godt at tro på egne evner? Men hvad gør vi, når vi nærmer os narcissistiske tilstande og en selvtillid, der langt overgår vores egne kompetencer? Det kan du læse mere om i dette blogindlæg.
Går du rundt og tænker, at du har meget godt styr på det hele? Godt for dig! For lad os lige starte med at slå fast, at det er ganske fint, at vi har selvtilliden i orden. Det ville være jævnt trist, hvis vi alle gik rundt med halvdårlig, mangelfuld eller sågar mistro til egne evner, ikke? Så længe, at der er nogenlunde harmoni imellem, hvad vi tænker, vi ved og kan og hvad vi har af kompetencer, så er alt i princippet godt.
Samfundsstatus og tro på egne evner
I den vestlige verden er selvtillid værdsat i høj grad. Vi vokser op i troen på, at vi hver især er unikke (det er vi), at vi gør en forskel i verden og at vi skal vide, at vi er noget, for at vi kan ”blive til noget”. Kan du genkende dette?
Over de senere år – måske i takt med øget digital adfærd og sociale mediers udstillingsvinduer – sker det dog, at vi, hos nogen, nærmer os en mere narcissistisk tilstand. Og det er her, vi skal være opmærksomme!
For ja, du må meget gerne tro på dine egne evner, men din overbevisning må ikke opveje dit kompetenceniveau. Og ja, det kan være betydningsfuldt for dig at være en leder, som tror på egne evner, men hvis du, som leder, ikke har de rette kompetencer, er du med garanti ikke en god leder, og så har vi problemet – eller bagsiden af selvtillid.
Selvtillid er ikke = kompetence
Selvtillid er ikke at forveksle med kompetence. Faktisk viser forskning, at der ikke er en særlig god sammenhæng mellem din selvtillid og dine kompetenceevner.
Måske har du oplevet at ansætte en ny medarbejder eller leder, som havde stærk udstråling, stålfast blik og gå-på-mod til jobbet? Men som efterfølgende lod alt falde mellem stolene og ikke greb de famøse bolde i luften? Deres selvtillid får dem til at fremstå som kompetente. Men den ulige sammenhæng imellem selvtillid og egne evner kan let lede os til at ansætte folk i forkerte positioner, da de fremstår mere kompetente, end de er. Alene på grund af deres høje selvtillid.
Forskningen om tro på egne evner
Faktisk viser forskning*, at specielt ledere kompenserer med selvtillid i mangel af kompetence. Dette kan føre til forkerte beslutninger, som er taget ud fra et falsk grundlag i stedet for faktuel viden.
Forskning viser også kønsforskelle i selvtillid, hvor mænd oftest har mere selvtillid end kvinder. Lige nu, hvor diversitet og inklusion betyder mere og mere på arbejdsmarkedet, er det vigtig at fokusere på disse forskelle i selvtillid, som ikke er et udtryk for ens kompetenceniveau.
Påvirkning på selvindsigt, produktivitet og effektivitet
Forskningen indikerer, at selvtillid mindsker din self-awareness (selvindsigt) samt din produktivitet og effektivitet. For, hvis du går og tror, at du er bedre end dine kompetencer rækker, giver det ikke plads til kritisk selvevaluering. Og det, kære du, det mindsker dine muligheder for at udvikle dig.
Så… husk at se ”bag om” selvtilliden
Det er naturligvis vigtigt at huske, at vi hver i sær kan være både fuld af selvtillid, karisma og have de rette kompetencer til et givent job eller lederstilling! Det væsentlige er at kunne gennemskue, hvornår der er ubalance imellem de to. Og her kan personprofilen være et nyttigt værktøj.
Og når vi så kender bagsiden af selvtillid, hvem vil du så helst ansætte til en vigtig position? Kandidaten, der har meget selvtillid og karisma? Eller kandidaten, der kender sine begrænsninger og søger kritisk feedback for at forbedre sig?
Læs også...
Trumfer din perfektionisme din effektivitet?
BLOGINDLÆG
Hvis du nu mærker efter - er du så måske liiiiidt for perfektionistisk? Eller har du en kollega eller medarbejder, hvor evnen til at ”give slip” på en opgave og komme videre er en lidt større hæmsko, end hvad godt er? Evnen til at ville gøre det bedste er ofte en vellidt egenskab, men som det meste her i verden, kan vi også nyde godt af at ”skrue lidt ned for blusset” ...
Hvad er Femfaktormodellen?
BLOGINDLÆG
Filosoffer, teoretikere og praktikere helt fra det antikke Grækenland til Jungs personlighedstyper, har alle dage været optaget af at beskrive menneskets personlighed og individualitet. Gennem de sidste 35 år har teorien dog primært taget udgangspunkt i Femfaktormodellen, som værende fokuspunktet inden for den personlighedspsykologiske forskning.
Vil du gerne høre mere om vores forskellige HR-værktøjer?
Se en oversigt over alle vores profil- og testværktøjer eller kontakt os!